Af Niels Lundsager

 

Kommunalbestyrelsen d. 26. januar
Udpegninger
Affaldsplan
Samsø Grønts proces-spildevand
Cykelsti eller tankstation
Mordet på kastanietræet
Statsforvaltningen
Kommunale nyheder
Samsø Sygehus
Kommunale telefoner
Annoncer

 

Kommunalbestyrelsen d. 26. januar

 

Udpegninger
Der skal udpeges et medlem til hjemmeværnets distriktsudvalg, to medlemmer til TV2-Østjyllands repræsentantskab samt én repræsentant til Det lokale beskæftigelsesråd for Århus og Samsø. Det fremgår ikke af dagsordenen hvem der forventes valgt, men det er givet aftalt i forvejen.

 

Affaldsplan
Kommunalbestyrelsen skal vedtage en ny affaldsplan for perioden 2009 – 2012. At jeg ikke her problematiserer udkastet til affaldsplan er ikke udtryk for at den er ligegyldig, men blot at jeg har begrænsede kræfter.

 

Samsø Grønts proces-spildevand
Her er en sag, som der er lidt røre omkring. Det nye medlem af teknisk udvalg, Inge-Dorthe Larsen fra Fælleslisten, har i udvalget stemt imod de øvrige medlemmer og Henning Fredsted fra samme liste har i Samsø Posten argumenteret for deres fælles synspunkt, nemlig at Samsø Grønt skal forblive i kloakforsyningen og lade alt deres spildevand, også processpildevandet fra kartoffelvaskeriet gå i kloakken og videre ud gennem rensningsanlægget i Ballen. Sådan har det været hidtil og det har Samsø Grønt vidst lige fra de placerede sig på Industrivej.

 

Sagen er at betalingen for at få sit spildevand renset er ekstremt høj her på Samsø. Hvis Samsø Grønt får lov at melde sig ud af kloakforsyningen, så mangler der anslået 136.000 kr. i kloakforsyningen om året, penge, der nødvendigvis må betales af de mange, der er medlemmer af kloakforsyningen. Det kan opfattes som groft urimeligt og der gøres da også for tiden forsøg på at tage toppen af de store udgifter ved at ændre spildevandsplanen og klare sig med en mere lemfældig rensning af øens spildevand, noget som jeg ikke tror man får lov til. Jeg frygter endda at udgifterne bliver endnu større end man hidtil har budgetteret med og at Samsø dermed øger sit forspring som landets dyreste kloakforsyning. Det er resultatet af megen fejladministration i fortiden og problemerne vil blive forstørret af en tåbelig ny lov på området. Jeg ser ingen let løsning. En af de nærmeste dage får vi formodentlig at vide hvilken entreprenør der skal udføre etape 2 og til hvilken pris. Etape 2 er området fra Tanderup og op til Stauns incl. Besser.

Men kan det begrunde at Samsø Grønt skal belastes med en ekstra afgift på 136.000 kr., en afgift som firmaets konkurrenter slipper for? Skal det være betalingen for at Samsø Grønt artigt i overensstemmelse med gode planlægningsprincipper har placeret sig i et industriområde og har måttet se på at nye konkurrenter har placeret sig landligt og slipper for de samme afgifter? Jeg mener nej og er altså uenig med Fælleslisten.

 

Men hvad skal der så ske med Samsø Spildevand A/S? Skal det gå konkurs eller skal Samsø affolkes fordi ingen vil flytte over til de høje spildevandsafgifter? Jeg har ikke svaret, men vil dog pege på noget af en løsning. Hvorfor er kun 70% af øboerne tilsluttet kloakforsyningen og betaler den høje afgift medens resten kan stå udenfor og grine? Jeg vil foreslå at man inddrager hele øen i kloakforsyningen. De 30% vil i så fald blive rasende. De vil blive pålagt tilmeldingsgebyrer i nærheden af 50.000 kr. pr. husstand og efterfølgende blive pålagt den høje afledningsafgift. De 70% vil til gengæld få sænket deres vandafledningsafgift noget. Samsø Spildevand A/S vil få forøgede udgifter, for de får forpligtelsen til at sikre de nye medlemmer forsvarlige afløbsforhold, men ikke nødvendigvis tilslutning til rensningsanlægget. Udgifterne bliver dog langt mindre end indtægterne. Gennemføres forslaget vil øen ad åre vokse lidt bedre sammen ved at alle får fælles vilkår.

 

Alle grønsagsvaskerier skal selvfølgelig have ens vilkår for deres processpildevand og der skal være klare regler for hvilket vand der kan nedsives og hvilket der skal om ad rensningsanlægget eller have tilsvarende behandling. Naturen, herunder vore drikkevandsboringer og vore vandløb, har brug for mest mulig nedsivning, vel at mærke af vand der er rent nok. Der skal nedsives uafhængigt af hvad det betyder for spildevandsafgiften. Det kan ikke være meningen at vi skal skade grundvandet og påføre rensningsanlægget større driftsudgifter blot for at holde kubikmeterprisen nede. Jeg forventer at der er taget prøver af Samsø Grønts proces-spildevand, så man ved at der ikke er f.eks. pesticider og store mængder kvælstof i vandet.

 

Gennem 30-40 år har kloakforsyningen været belastet af alle udgifter til den store pumpestation ved Besser, der pumper Sørendens vand ud i Kattegat. Sørenden er ikke længere mere beskidt end andre vandløb på Samsø. Det forhold skal ændres snarest. Jeg har presset på som udvalgsmedlem, men har ikke kunnet få præcise svar. Den senere tid har udvalgsformanden dog løst sagt at der arbejdes på sagen. Der skal presses på.

 

I det ovenstående har jeg rodet noget i ordvalget. Alt det med kloakkerne og rensningsanlægget hedder nu Samsø Spildevand A/S. Samsø Spildevand har kunder, ikke medlemmer. Der sidder en bestyrelse, som ikke udgår af valg blandt brugerne.

 

Cykelsti eller tankstation
På budgetseminaret sidste år besluttedes det at arbejde med en plan for en cykelsti fra Netto via den gamle vindmølle i Brundby og derfra videre ad en markvej ned til Ballen, hvor den føres langs Ålebæksrenden ind til Åvej, lige der hvor DLG har en indkørsel, der snart skal lukkes. Undervejs skal der være en cykellegeplads, ”hvor børn og voksne udfordres til leg og oplevelse” Der er søgt støtte fra forskellig side. Nu er der kommet et tilsagn fra Vejdirektoratet på 936.000 kr. Betingelsen for at få pengene er at kommunen giver tilsagn inden d. 15. februar. Det er formodentlig årsagen til at sagen er sat på kommunalbestyrelsens dagsorden uden at have været behandlet i teknisk udvalg. Den samlede anlægssum skønnes at være 3,9 mio. kr. Teknisk afdeling anbefaler at der meddeles tilsagn til Vejdirektoratet og at projektet gennemføres i 2010 og 2011.

 

Direktionen gør opmærksom på at kommunen har et andet projekt på bedding og at pengene kun kan bruges én gang. Der er derfor grund til at kommunalbestyrelsen træffer et valg mellem de to projekter.

 

Kommunen påtænker at købe arealet med tankstationen ved Langgade og nedrive bygningerne. Det er meningen at etablere torv med grøn beplantning og parkeringspladser. Benzintanken skal fortsat fungere på stedet. Der er hjemsøgt 2,510 mio. kr. og kommunen skal selv stille med 840.000 kr.

 

Jeg synes det hele er noget mærkeligt noget, lutter hovsaløsninger. Cykelstien til Ballen er måske en god ide, men den blev vedtaget helt uden at der forelå alternative muligheder og f.eks. helt uden at der var indhentet viden om hvor behovet for beskyttelse af skoleelever var størst. Jeg har heller ikke set skyggen at ideer til hvordan en cykellegeplads ser ud og fungerer. Lige så uheldigt er det at der ikke foreligger synlige tanker om hvordan skoleelever bevæger sig gennem Tranebjerg frem til skolen. Jeg har engang foreslået en skolesti i forlængelse af stien fra Brundby. Den skulle løbe bag om Netto og videre over Højvangsvej og langs Kildemosen ned til Skolevænget. Det er dog kun en acceptabel mulighed hvis det kombineres med en trafikregulering for indkørslen til Tranebjerg fra syd og forbedring af krydset ved Furden. Det forekommer mig også mystisk at man nu vil arbejde videre med den ufærdige og klodsede renovering af Langgade. Hvorfor er der ikke en plantegning og helst også en perspektivtegning af den foreslåede plads. Hvorfor er der ingen overvejelser om fordele og ulemper ved at fastholde benzinsalget på stedet. Hvorfor er der ikke en tegning over arealudnyttelsen omkring Langgade, offentlige såvel som private arealer, hvor man f.eks. kan overskue parkeringsmulighederne

 

Nu der tales om pladser, så er der kommet et helt nyt kig fra gartner Jørgensens hjørne og over til SuperBrugsens indgang. Det er kommet som et resultat af nedrivningerne ved det gamle kommunekontor. Det område kunne også godt trænge til nogle overvejelser og ideer.

 

Nu jeg skriver om pladserne ved benzintanken og ved det gamle kommunekontor, vil jeg opfordre til at man hører udsendelsen Vita på P1 fredag d. 22. kl. 11.30, hvor arkitekt Jan Gehl forklarer hvordan man ved omhyggelig planlægning af bygninger og beplantning er i stand til at skabe temperaturer som i Stockholm, blot mere blæsende, som det er gjort i Ørestaden, medens der er sydeuropæiske tilstande få kilometer derfra i Dragør. Udsendelsen kan findes på nettet. Hvilke tanker er der gjort omkring vind og temperaturer ved vore pladser i Tranebjerg? Der er ingen grund til at fortsætte med at investere med hovedet under armen.

 

Mordet på kastanietræet
SF har bedt om en forklaring for fældningen af kastanietræet på Sildeballe. Vi får se om vi får det. Vi har ventet længe. Jeg har flere gange appelleret til at Samsø fik en beplantningspolitik. Tænk bare på hvor meget hyggeligere der kunne være ved Industrivej, hvis der havde været tænkt på hvordan vi fik et pænere og mere grønt kvarter. Måske ville der så også være et par grader varmere. Hvis kommunen fik en beplantningskultur, hvor man også tænkte i hvordan de små planter ville tage sig ud om hundrede år, ville det måske også smitte af på fældningskulturen.

 

Men en politik alene gør det ikke. For et halvt år siden var jeg med til at vedtage en sundhedspolitik. Vi besluttede at alle dagsordenspunkter skulle vurderes på deres betydning for sundheden. Ikke en eneste gang siden er et dagsordenspunkt vurderet til at have en positiv eller negativ betydning for sundheden. Selv dagsordenspunktet i disse nyheder om ny cykelsti vurderer ingeniør Søren Steensgaard til at være uden betydning for sundheden. Hvis han har ret, skulle man måske droppe den cykelsti. Vurderingerne om betydningen for sundheden er kun med til at bruge papir i dagsordenerne og at gøre dagsordenspunkterne endnu mere uoverskuelige.

 

Statsforvaltningen
Kommunalbestyrelsen skal svare Statsforvaltningen i forbindelse med fire klager over kommunen der er indløbet. Karen Poulsen og Frits Andersen er forfattere til den ene, jeg har taget mig af den anden og så har Rolf Nielsen forfattet et par stykker. De bliver ikke behandlet her, men Statsforvaltningen kan forvente en kommentar fra mig vedrørende kommunens svar på min klage. Tidligere kaldte jeg den slags svar for mindretalsudtalelser, men det kan jeg ikke længere.

 

Kommunale nyheder
Disse kommunale nyheder er måske ikke de sidste, men i løbet af nogen tid vil de ophøre. Flere mennesker har henvendt sig til mig for at diskutere en fortsat nyhedsformidling. Det er imidlertid blevet ved det uforpligtende. Nogle af jer har også fået nogle længere overvejelser jeg har gjort mig om nyhedsformidlingen på Samsø og andre øer. Ingen har ulejliget sig med at melde tilbage. Nu gør jeg ikke mere ved den sag. Jeg har fået en mail, der opfordrer mig til at opfordre andre til at kigge ind på Fælleslisten Samsøs hjemmeside. Jeg har selv gjort det og ikke fundet noget at interesse fra dette kalenderår. Men Inge-Dorthe Larsen har beskrevet sine oplevelser i teknisk udvalg i en artikel i Samsø Posten. Jørn Nissen har skrevet en pressemeddelelse om færgerne. Den har han sat ind på bloggen på Samsø Postens hjemmeside, hvor der er kommet én kommentar. Han har desuden lagt den ind på kommunens hjemmeside under ”nyheder”. Her er der kommet flere kommentarer.

 

Jeg vil opfordre til at de involverede stikker hovederne sammen og diskuterer en mere tilfredsstillende form. Skal man lade Samsø Postens hjemmeside være det rette medie eller skal det være kommunens hjemmeside? Det skal i hvert fald være organiseret bedre end nu og offentliggøres tydeligt. Bedst ville det være om Samsø Posten lagde papir til, så også folk, der ikke er på nettet kan følge med. Hvis det ikke lykkes at blive enige i et bredere forum, så håber jeg at Marcel, Inge-Dorthe, Ulla, Anja og Per Even finder på noget fælles, noget hvor andre bliver orienteret om hvad der foregår på den kommunale arena. Og så til alle jer andre: ”Reager dog på hvad der bliver skrevet! Giv jeres tilføjelser og rettelser. Mine kommunale nyheder har ikke været alt for troværdige fordi læsere, der har fundet fejl, ikke fortæller andre eller mig om fejlene, så vi kan blive klogere.

 

Samsø Sygehus
Flere har opfordret mig til at tage initiativ til at få genoplivet sygehusets støtteforening. Det gør jeg ikke. Skal der ske noget må andre tage fat. Jeg kan fortælle at jeg har meldt mig ind i ”Sygehusforeningen Ærø”. Vi er 1750 medlemmer. ”Foreningens formål er at arbejde for bevarelse af Ærøskøbing Sygehus som blandet sygehus med såvel medicinsk som kirurgisk funktion og fødeafdeling. Foreningen skal søge at varetage såvel sygehusets som patienternes interesser i den offentlige debat. Det er i øvrigt foreningens formål at gavne og støtte sygehuset i dets virke.” Sygehusforeningen har de sidste 3 år modtaget arv på omkring 300.000 kr. I 2007 donerede foreningen automatiske døråbnere til patientindgangen og ambulanceporten samt en loftslift med indbygget vægt til at løfte patienter. I 2008 donerede man 10 stk. fjernsyn monteret ved den enkelte patientseng.

 

På Samsø er der ikke så meget at søge bevaret, men man bør vel passe på det man har og arbejde på at få mere. Det gøres ikke ved at være usynlig. Min opfattelse er at skal vores sygehus overleve, så skal man finde på en funktion som eksperimenterende med borgernær service, noget som vil kunne tiltrække en spændende ung læge.

 

Kommunens telefoner
I Samsø Håndbogen kan man finde telefonnumre på masser af kommunalt ansatte. Pas på med at bruge de numre. Der er tale om mobilnumre og i hvert fald hvis man selv har fastnet-telefon, så er det meget dyrt at ringe til en mobiltelefon. Kommunens omstilling har nummeret 69 80 89 89. Det er et billigt fastnet-nummer. Kommunens IT-udvikler, Hans Fogh Rasmussen har fortalt at det er meningen man skal ringe til omstillingen. Han fortalte mig også for et par måneder siden at han ville annoncere denne oplysning i Samsø Posten.

 

Annoncer
Der er kommunalbestyrelsesmøde tirsdag d. 26. januar kl. 19.30 i kantinen på det nye kommunekontor. Der er adgang for kørestole.

 

Dagen før kommunalbestyrelsesmødet forbereder de konsetvative sig kl. 17.00 i pejsestuen på Flinchs. Der er trapper. Alle, der kan forcere trapperne er velkomne.

 

Dagen efter kommunalbestyrelsesmødet inviterer Nordby Borgerforening på årets livligste politiske møde, Sct. Poulsmødet, kl. 19.30 på Nordby Kro. Nordøens forhold er i centrum, men mon man ikke også berører et afdødt kastanietræ i Sildeballe.

 

Tirsdag d. 2. februar er der møde i kaffeklubben, fortæller Karen Poulsen. Det er den kaffeklub, der barslede med Fælleslisten Samsø. Jeg tror det er offentligt. Tid og sted kendes endnu ikke.

 

Mandag d. 22. februar er der generalforsamling i Foreningen Samsø Weekend. Det foregår i Biografen. Den nuværende formand, Niels Lundsager, trækker sig tilbage.