19. december 2021, 08.51

Brundby Borgerforening får støtte til renovering af vandtårnet i Brundby

jøm

 


Brundby Borgerforening har fået 248.284 kr. fra Nordea-fonden til renovering af en nedlagt vandtårnsbygning i Brundby, der vil bidrage til at skabe mere aktivitet i Brundby og omegn.


Med 248.284 kroner i støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje kan Brundby Borgerforening nu igangsætte en renovering af vandtårnet i Brundby, som har været på tegnebrættet siden vi modtog vandtårnet i 2016 fra det nu nedlagte Brundby Vandværk.


Formand Krista Tranberg i Brundby Borgerforening glæder sig især over, at vi med støtten fra Nordea-fonden får en fast forankret base at virke ud fra. Brundby og lokalsamfundet får et borgerhus, hvor man kan mødes, skabe ideer og initiativer og dermed bidrage til et lokalt engagement. Borgerhuset vil styrke den sociale sammenhængskraft gennem foreningslivets tradition med aktiviteter, sociale fællesskaber og sociale relationer for alle aldre. Støtten fra Nordea-fonden betyder, at vi nu kan gå videre i processen.


Med en gennemgribende indvendig renovering håber Brundby Borgerforening at kunne omdanne en nedlagt vandtårnsbygning til et borgerhus for Brundbys borgere og andre foreninger på Samsø. Projektet forventes udført med lokale håndværkere og frivillig arbejdskraft. Bygningen vil efter renoveringen være meget mere anvendelig til en række sociale formål og arrangementer for Brundby Borgerforening, Brundbys borgere og øvrige grupper/foreninger på Samsø.


Med dette lille borgerhus, som står til rådighed under ansvar, vil der være mulighed for mødested, kurser, sangaftener, mødested for den lokale dagpleje, foreningsmøder osv. Investeringen i et borgerhus bidrager til kulturelle aktiviteter, som i igangsættes ud fra et behov og interesse af kræfter fra vores lokalområde.


58 mio. kr. til lokale fællesskaber


Brundby Borgerforening har modtaget 248.284 kroner i støtte fra Nordea-fondens Her bor vi-pulje på 58 mio. kr., der uddeles til projekter, som styrker lokale fællesskaber og sammenhængskraften i mindre byer.


"Vi er utrolig glade for at se, at efterspørgslen på at styrke liv i det lokale er så stor – og med dette økonomiske rygstød får de mange lokale ildsjæle i Brundby og omegn ekstra mulighed for at sætte deres virketrang i spil til gavn for fællesskabet," siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, som støtter gode liv.


 


Her bor vi-puljen havde ansøgningsfrist 23. september 2021. Fonden modtog 429 ansøgninger og ud af dem har 113 fået støtte fra puljen til aktiviteter og fællesskaber.